Stillingen jomfrurakker optræder i bogen Syv Aldres Galskab af den århusianske forfatter Svend Åge Madsen.

Det var ved en tilfældighed at han fik jobbet som jomfrurakker. En fyr som han ikke kendte, havde siddet og brokket sig over det ulækre der forestod ham. Han holdt vældig meget af sin pige, bedyrede han. Og selvfølgelig ville han gerne i seng med hende, men hidtil havde han udskudt det. Fordi han var led ved alt det der blod og svineri.

Hun er flot nok, forsikrede han. – Store babser, men … hun er desværre jomfru.

Han ville give meget for at slippe, tilføjede han. Niklas spidsede ører.

Selvfølgelig var rakkeren ikke højt anskrevet i gamle dage, men nogen skulle jo tage sig af det beskidte. Med at slæbe døde dyr væk, fjerne blod og den slags svineri. I vore dage behøvede man ikke se ned på en mand, fordi han tog sig af det urene. Tværtimod gjorde han jo de andre en tjeneste, så de undgik at få blod på hænderne, for ikke at tale om endnu ædlere dele.

Når Niklas kom tilbage efter at have været væk i adskillige uger, kunne der ligge en hel bestillingsliste og vente på ham i Bispekælderen. Så måtte han flere aftener lade den kønneste gæst gå alene hjem, hvor fristende hun end var, fordi han måtte spare energi til jobbet.

Indimellem kunne han vel godt føle en vis lede ved sin håndtering. Men han penipulerede altså pigebørnene efter bedste evne, så de hverken var uerfarne eller jomfruelige, når han havde været der.